Aiyooooo

And that's what I've done since Wednesday. Feeling like only a flu on this lattitude, can make you feel.
Mad Men season 2 - check ! 'Borgen' - check ! 'Broen' - check ! Hoovering the net - check !
Time to think, time to send compassion to a loved one, who struggles with something much too devastating to elaborate on, but who is still admirably strong, beautiful and very much loved. Time to miss, time to Skype, time to miss yet another of Ms. Pinto's b-days, time to be thankful for all the mindful attention, time to call the doctor, time to conclude it is not Dengue, time to cook lentil soup, time to eat ice cream, time to eat Marmite & jelly sandwiches, time to drink much milk tea.
Too much time, really.
And now, I just want time to wind it self to the point, where it's time for me NOT to stay in this dang bed and get on with things.

Sort-hvid-søndag

Evigt solskin i et pletfrit sind

Solen skinner stadig i Colombo…. Ifølge de kloge, er der stadig lidt til at regnen sætter ind – here’s to hoping – for selvom mit sind ikke er pletfrit (er det i virkeligheden noget man ønsker sig), så kunne jeg godt håbe på, at monsoon’en valgte en light udgave i år, og at vi hældte mere mod ’det evige solskin’. Helt evigt bliver det heller aldrig på de her kanter; det regner typisk om natten eller tidligt om morgenen, men så regner det til gengæld også så det mærkes!!! Det er efterhånden længe siden, jeg har givet livstegn fra mig – men jeg lever altså, står op og går på arbejde (som man jo gør, når man er et rigtigt vokset menneske, der ikke længere varmer sig under CBS’ trygge vinger!)

De første par uger på job er efterhånden for længst passeret, og hverdagen har meldt sin ankomst. Sammen med den ankomst, har andre også sluttet sig til; jeg har bl.a. fået en ’rigtig’ kollega, forstået på den måde, at indtil for en uge siden, var jeg faktisk den eneste, der arbejdede fuld tid på SLDF 2011. Det er jeg ikke mere. På sin vis meget frigørende ikke at sidde i midten af det hele selv, men også en meget stor udfordring (med tryk på stor). Jeg er kommet til at arbejde sammen med en herre fra landet formet som en støvle. Sagt på en meget diplomatisk måde, har jeg, uden jeg var klar over det, indskrevet mig selv til ’italiensk for begyndere’. Jeg har jo egentligt altid godt kunne li’ sprog og fremmede kulturer, men jeg må tilstå, at lige netop dette crash-course viser sig at være lidt……… af en.......ehmmm... udfordring.  Ego’er kommer jo i mange størrelser, uanset hvor vi er henne i verden – personligt er jeg meget glad for, at jeg pt. sidder på et stort kontor, hvor vi kun er to – for vi har brug for plads, meget plads!
Det er jo faktisk ret pudsigt, for selvom det med det pletfri sind ikke rigtigt holder stik i realiteten, så er der alligevel ting som mit sind helt og aldeles har visket ud, glemt, fortrængt eller hvad der nu er sket. I hvert fald tager jeg det sure med det søde i de her dage. Jeg er glad for at være en del af SLDF, for det er et spændende og vedkommende projekt, som jeg sætter en ære i at tage del i. Når det er sagt, er der ting forbundet med arbejdsgange, kommandolinier, struktur (eller mangel på samme), vidensdeling, ejerskab, uddelegering, som til stadighed koster mig alt for meget på frustrationskontoen. Det er en hård nød at knække….

Måske jeg ender med at tale flydende italiensk, når vi når til slutningen af november – who knows. Indtil da, må jeg bare sætte alle de interkulturelle kompetencer jeg har i spil: italiensk for begyndere i en Singalesisk kontekst kræver altså sin kvinde.

For at det ikke skal være løgn, har jeg lige piftet det hele op med et mindre nord amerikansk indspark: for 14 dage siden rykkede Michelle ud af lejligheden for en kort bemærkning, jeg flyttede mig selv og alt mit habengut ind i hendes gemakker, og ind som husgæst, kom Vance. En finurlig (for at sige det på en pæn måde!) midaldrende Canadier, der netop er indtrådt som teknisk CEO i Suren’s (Michelle’s lillebror) IT firma. Uden at lyde alt for fordomsfuld, så tror jeg, jeg i de sidste to uger har delt lejlighed med en 50 MEGA it-nørd. Jeg kan ikke ligefrem påstå, at jeg begræder at han i går fik sit hus overdraget. Hmmmm…. I min verden er der kun én mand jeg deler lejlighed med. En jeg savner, så jeg nogle gange får helt ondt i hjertet. Skrækkeligt er hvad, det er! Det er måske blevet lidt nemmere, end da jeg kun havde været her et par dage, men der er dælme ikke meget bedring at spore på den front. Næ nej, jeg må tælle ned, må jeg…. 81 dage i skrivende stund. 81 dage til gensyn, ferie, Sri Lanka eventyr i 4 uger, hvor det bare handler om at opleve, nyde og dase. Er der ikke nogle kloge mennesker , der har sagt noget i retningen af ’distance makes the heart grow stronger’ ?!?! Èn ting står i hvert fald ikke til diskussion; jeg tager aldrig af sted igen alene!!

Nå, men altså lige om lidt er det weekend, og den skyder jeg i gang med en omgang yoga. Nu har jeg jo lige prist Auntie Ouida…. Og jeg føler næsten også at det her grænser til utroskab, men jeg har fundet en ny yoga dame….. Bare at skrive det, giver mig dårlig samvittighed!!! –men altså, lige så meget som jeg beundrer Aunite og det livsstykke hun er, så må jeg konstatere, at Sam’s timer bare lander i en helt anden kategori. Jeg tror, jeg har vedtaget, at jeg må prøve at balancere lidt i mellem dem, så jeg ikke svigter Auntie helt.
I morgen er det lørdag, og jeg skal til Michelles brors fødselsdag, men først efter lidt pool-tid med Annelies, der stadig er her lidt endnu. Søndag, ja…udover Skype-tid kan jeg næppe komme udenom at slå et smut forbi Barefoot. Alt i alt er der faktisk meget der er anderledes i Colombo i den her omgang. F.eks. er Line i fuld gang med at sikre ro og orden i nord-afrika, så Barefoot er uden hende i de her dage (OG HUN MANGLER!!!). Men Sebastian er her stadig, og det er jo dejligt J

Pønser lidt på at stikke af næste weekend måske til Kandy, og til det meditationscenter, der aldrig skete for nogle uger siden, måske sydpå og undersøge om strandende stadig er dér… Tough, men nogen skal jo gøre det.

Auntie Ouida

Out of this exotic context, many things are strickingly familiar to me, it seems. The girls at my supermarket are the same. I still get annoyed by people just standing there, looking at the checkout girl, waiting until she has run through all of their goods, and instead of putting their stuff into bags (which lay right infront of them), they wait for her to do that as well - regardless of their quatities! I don't get it!
I don't get either, why the busses around the city seemingly are all driven by raving maniacs; driving like there are no other vehicles on the road (and believe that is VERY far from reality), honking their louder than life horns, causing close to a permenant hearing damage to anyone unfortunate enough to sit in a three-wheeler next to it!I mean come on - when everything - pretty much - else can be handled with a 'what to do', why can't the darn busses to lay off a bit.
For some reason this time around they just REALLY get to me!
In the mornings, Siri, my ever fateful tuc driver picks me up, and we head out into the morning traffic aorund 7.50. He's, obviously, familiar to me as well. Such a nice man. Always, sits in his tuc (which now is a brand new black of its kind, and quite snazzy too) impeccably dressed, in his crisp, newly ironed shirts, and long dark pants - what can I say; apparel makes the man, regardless of the collar of the trade.

In the evenings, I have another and even more distinct pleasure.... Some might remember the mentioning of a very special Yoga lady from my first stay in Sri Lanka. Well, Ouida, or Auntie, which is a respectful way of addressing people, who senior to you, is still going strong.
She is now 82, and still hosts at least 3 yoga classes of one and a half hours per class. She does it with such ease and elegance, despite her complaining of her arthritic knees.... Well, I wouldn't even go to that extreme, because she doesn't really complain. She merely states; 'me knees won't allow me to do this or that pose'. She still does the splits totally effortless.
She is very slender, has short curly silver hair, was a classical danser in her younger years, which is seen distinctly in her way of movement and execution of the different asanas, and despite her 'mere' 82 years of age, she has these girlish features and sweetness that is just endearing. I'm totally smitten by her-if I can be a live wire like her, when I'm 82, all I can say is; 'bring on the Third Age'.

(The pics are for some reason not being very co-operative and insist on laying down!! They of the lovely Bawa buliding, where we do the classes on the the very top floor)

You have a plan...

Until it changes. 5.30 am my alarm went off. The reason for this early start, was that I was going to Kandy by train together with Linda (whom I'm working for at AOD). We were eloping from Colombo for the weekend to go to Kandy - or more specifically Nilambe, which is a meditation center just out side of Kandy. Getting up at the crack of dawn, not really an issue, standing in line at the train station waiting patiently to get to buy our ticket, not an issue either. What turned out to put at damper on things though, was train tickets getting sould out just, when we could acutally see the box-office window! So, what to do....Change plans. So here I am, getting a head start on a Saturday,and with a whole weekend ahead of me.
On a seperate note, I came across these lovely pics. Some of them are from Colombo and some from the South. Sadly, I can't take the credit for them myself (- I can provide a link though http://www.behance.net/gallery/Sri-Lanka-2008/210521)