Sydkysten i Sri Lanka byder på lutter enestående paradisstrande. Jo længere man bevæger sig sydpå fra Colombo, jo længere dykker man ned i palme-paradis-land.
Det er virkeligt balsam for sjælen – især i en tid, hvor man i de danske aviser læser om sneglatte veje og tilfrosne søer. I forbindelse med nytåret drog jeg mod Mirissa og Dalawella, som begge ligger navn til strande, der i bogstaveligste forstand overgår enhver strandfantasi man kunne have!
Med den geografiske placering Sri Lanka har, kommer det næppe som nogen overraskelse for nogen, at landet byder på bountyland af højeste kaliber, men hvad jeg er ret sikker på, der ikke er mange, der er klar over er, at landet faktisk også er et af de bedste steder i verden at tage til, hvis man drømmer om at se blåhvaler! Selvom de har været at finde i det indiske Ocean omkring Sri Lanka's sydkyst længe, var det først i 2005, at man kan dokumentere fundet at blåhvaler her.
Den 30. december klokken 07.00 satte vi kursen stik syd fra Sri Lanka's sydligste punkt i håbet om blot at være så heldige at fange et enkelt glimt af det største dyr verden nogensinde har set. Personligt havde jeg ikke rigtigt nogen idé om, hvad der egentligt var i vente, så da vi efter ca. en times sejlads mødte en gruppe af 150 Spinner dolphins, var min tur nærmest allerede reddet. Vi sejlede side om side med dem, indtil de til sidst havde fået nok af vores selskab og forsvandt videre i det store blå.
Efter godt 2 timer på havet skete der endelig det, vi alle havde håbet på: et meget stort skumsprøjt kom til syne, og denne gang var det ikke bare en bølge! En ENORM skabning gled igennem havoverfladen for derefter ganske blidt, at forsvinde ned i havets dyb igen. Og der stod vi så…. Personligt, må jeg indrømme, at det blev en langt mere følelsesladet oplevelse end jeg nogensinde havde regnet med.
I de næste to timer dukkede de blide kæmper, med jævne mellemrum, op til overfladen i nogle få øjeblikke og efterlod os med en følelse af at være meget små i et stort blåt hav omgivet af fuldstændigt enorme, imponerende skabninger, der på trods af deres enorme størrelse virkede meget nænsomme, blide og som skabninger, der besidder en form for viden og forståelse, som mennesket ikke har.
Info om 'Whale whatchin' i Sri Lanka: http://www.jetwingeco.com/index.cfm?section=page&id=1055
Det er ikke uden vemod, at jeg må konstatere, at tiden for min hjemrejse står meget nært. Som så mange andre gange er tid i retrospekt en meget lille størrelse og 6 måneder virker næsten som en lille parentes lige nu. Det er det vel på sin vis også – set i det store billede. Men mine seks måneder har været både indholds- og lærerige, det sidstnævnte sikkert til en grad jeg slet ikke er bevist om i skrivende stund… At få det hele lidt på afstand kommer ganske givet til at få mig til at se mit ophold, og aspekter ved det, i et nyt lys. Men hvad tager jeg egentligt med mig hjem ? En MEGET tung kuffert – HURRA for Manori, som i går fiksede 10 kg's overvægt til mig hos Sri Lankan Airlines ! Jeg glæder mig virkeligt til at pakke min kuffert ud i mine egne vante rammer, selvom mit 'hjem' her i Colombo jo også føles som en base. Jeg har jo så mange grunde til at glæde mig til at komme tilbage til Kbh og Danmark, og jeg glæder mig vitterligt over hver og én, men jeg er splittet, det er ingen hemmelighed…. Det ville næsten også ha' været mærkeligt, his ikke jeg havde knyttet mig til mit liv i Sri Lanka, for jeg har jo haft det godt, oplevet så mange fantastiske ting, mødt dejlige og spændende mennesker og i det hele taget bare taget kulturen til mig (både på godt og ondt!) Der er så mange gode ting ved livet i Sri Lanka og menneskerne, der beboer landet. Jeg føler mig oprigtigt meget privilegeret fordi jeg har været så heldig at få, om end ikke et fuldt billede og forståelse, så i hvert fald et relativt godt kendskab til det land, jeg ikke vidste meget andet om, da jeg tog af sted, end at det havde en mørk fortid og en smuk natur. Om min rejselyst og udlængsel er mættet står nok stadig hen i det uvisse (jeg ved at skal jeg afsted igen, skal jeg have Anker med) Lige nu tror jeg, at jeg får nok at gøre med at komme tilbage i dansk tempo og min vante CBS gænge. Der ligger virkeligt store udfordringer og lurer lige om hjørnet, og guderne skal vide, at jeg ikke har stresset mig selv herude – og slet ikke siden mine forældre var her i december, efterfulgt af jul, de sidste dage på job og derefter frihed og plads til at nyde det sidste Lanka. Men mon ikke jeg nok skal falde ind i rytmen igen hurtigt…Selvom tempi herude har kostet mig mange frustrationer, så er det jo alligevel lidt stof til eftertanke for sådan en travl, monokrom dansker som mig. Det er sikkert en erfaring mange gør sig, når de lever i en kultur hvor hele tidsopfattelsen er så anderledes end i vores del af verden. For meget af alting er jo aldrig godt, men vi ku' nu godt lære lidt af den nærmest obligatoriske frase ' What to do…' efter af en lige så obligatorisk skuldertrækken ! Tingene har i hvert fald deres HELT egen måde at forløbe på her, og i en stor grad ligger det uden for den enkeltes herredømme…. Fatalisme måske, men så alligevel – det er meget svært at gennemskue, hvor den her indstilling egentlig kommer fra. Måske meget godt, at jeg skal hjem og aflevere noget til CBS inden længe, så kan måske få vendt tingene på en lidt anden måde, end jeg har gjort i min daglige trummerum!
I dag er det onsdag og der er ikke så meget på programmet. Jeg fik i går sendt min 15 kg tunge kasse hjem… Syntes ikke jeg har erhvervet mig så mange ting, men at dømme fra kassen, og hvad der er tilbage i mit skab, så er der alligevel kommet noget til. Jeg trisser vist bare lidt rundt i de her dage, nyder at gå rundt i Colombo og dase ved den pool, jeg efterhånden må kategorisere som min yndlings her i Colombo. Den ligger lige ned til en relativt stor sø, men en, om end ikke smuk udsigt, så i hvert fad en udsigt med kig mod havneområdet og forskellige bygninger af varierende karakter. Den er lang, så man kan nemt svømme baner (uden man behøver at svømme i cirkler, hvilket man altså bliver' ret rundtosset af, kan jeg hilse at fortælle). I går, da jeg lå der, havde jeg både selskab af Line og en sød brite ved navn Georgie. Jeg mødte hende under mine nytårsstranddage, og hun er sidenhen kommet til Colombo. Selvom jeg føler mig helt grådig ved at sige det, så er jeg helt ærgerlig over, jeg først har mødt hende så sent, for hun er virkelig en skøn person. Det gode er jo, at vi selv er herrer over om kontakten stopper her eller om den skal leve videre, og jeg tror rent faktisk, at mange af de venner og bekendtskaber jeg har fået, vil leve videre – også selvom, der kommer til at gå lidt længere tid i mellem kontakten.
På lørdag har Michelle arrangeret en 'tøsetur' til hendes estate lidt nede sydpå. Jeg har ikke været der endnu, selvom vi har talt om det mange gange, men nu bliver det altså.... Ved ikke rigtig hvad jeg egentlig skal forvente mig af stedet, udover GOD rice & curry. Men jeg er super glad for, at jeg lige når at få det med og smigret og glad for Michelles omtanke og initiativ.
Søndag står den på den sidste omgang 'Sunday Jazz at Barefoot'. Jeg har i samme åndedrag inviteret til et 'på-gensyn-vin-øl'. Jeg ville egentligt gerne ha' arrangeret noget 'her hjemme', men jeg ahr haft lidt svært ved at se mig ud af det. Det passer mig også bare rigtigt, at Barefoot kommer til at danne rammerne, for det er et sted jeg holder virkeligt meget af.. Der er bare så hyggeligt, og så er der skøn musik oveni i, og det er jo dejligt. Jeg tror muligvis vi flotter os lidt og tager ud spiser champagne brunch inden. Det bliver' uden tvivl en rigtigt dejlig dag!
Og så... ja så er det jo mandag, og hvis ikke jeg har fået gjort det før, så skal der pakkes, siges farvel til Infotechs, og så skal jeg mod lufthavnen ved 20.00 mandag aften. Jeg skal samme vej hjem som ud, så over London, og så lander jeg i Kbh klokken 14 (hvis der da ikke lige kommer en snestorm i vejen eller noget !!!) Jeg har prøvet at helgardere mig så godt som muligt; købt varm strikketrøje og en vinterjakke (87 ,- for SÅ fin uldjakke fra GAP – GOD I'm gonna MISS shopping in Colombo!!!). Men det bliver' uden tvivl KOLDT at ankomme til DK. Jeg må på med uldsokkerne og finde min ske-plads.
Nå, men nu blev klokken 10.00. Tror vist jeg vil pakke min taske, smøre faktor 30 på og så, vigtigst af alt, huske 'Pigen der legede med ilden' og så af sted mod poolen – DAMN det er hårdt!!! Det gælder jo om at nyde det, så længe det varer ved, ik.
Glæder mig så ufatteligt meget til at gense alle skønne og fantastiske mennesker i Kbh og AA! I har dælme været savnet – det håber jeg virkeligt, I er klar over. Sender jer de, næsten sidste, varme solstråler og har vist bare tilbage at sige: Vi ses på tirsdag !
