De første par uger på job er efterhånden for længst passeret, og hverdagen har meldt sin ankomst. Sammen med den ankomst, har andre også sluttet sig til; jeg har bl.a. fået en ’rigtig’ kollega, forstået på den måde, at indtil for en uge siden, var jeg faktisk den eneste, der arbejdede fuld tid på SLDF 2011. Det er jeg ikke mere. På sin vis meget frigørende ikke at sidde i midten af det hele selv, men også en meget stor udfordring (med tryk på stor). Jeg er kommet til at arbejde sammen med en herre fra landet formet som en støvle. Sagt på en meget diplomatisk måde, har jeg, uden jeg var klar over det, indskrevet mig selv til ’italiensk for begyndere’. Jeg har jo egentligt altid godt kunne li’ sprog og fremmede kulturer, men jeg må tilstå, at lige netop dette crash-course viser sig at være lidt……… af en.......ehmmm... udfordring. Ego’er kommer jo i mange størrelser, uanset hvor vi er henne i verden – personligt er jeg meget glad for, at jeg pt. sidder på et stort kontor, hvor vi kun er to – for vi har brug for plads, meget plads!
Det er jo faktisk ret pudsigt, for selvom det med det pletfri sind ikke rigtigt holder stik i realiteten, så er der alligevel ting som mit sind helt og aldeles har visket ud, glemt, fortrængt eller hvad der nu er sket. I hvert fald tager jeg det sure med det søde i de her dage. Jeg er glad for at være en del af SLDF, for det er et spændende og vedkommende projekt, som jeg sætter en ære i at tage del i. Når det er sagt, er der ting forbundet med arbejdsgange, kommandolinier, struktur (eller mangel på samme), vidensdeling, ejerskab, uddelegering, som til stadighed koster mig alt for meget på frustrationskontoen. Det er en hård nød at knække….
Måske jeg ender med at tale flydende italiensk, når vi når til slutningen af november – who knows. Indtil da, må jeg bare sætte alle de interkulturelle kompetencer jeg har i spil: italiensk for begyndere i en Singalesisk kontekst kræver altså sin kvinde.
For at det ikke skal være løgn, har jeg lige piftet det hele op med et mindre nord amerikansk indspark: for 14 dage siden rykkede Michelle ud af lejligheden for en kort bemærkning, jeg flyttede mig selv og alt mit habengut ind i hendes gemakker, og ind som husgæst, kom Vance. En finurlig (for at sige det på en pæn måde!) midaldrende Canadier, der netop er indtrådt som teknisk CEO i Suren’s (Michelle’s lillebror) IT firma. Uden at lyde alt for fordomsfuld, så tror jeg, jeg i de sidste to uger har delt lejlighed med en 50 MEGA it-nørd. Jeg kan ikke ligefrem påstå, at jeg begræder at han i går fik sit hus overdraget. Hmmmm…. I min verden er der kun én mand jeg deler lejlighed med. En jeg savner, så jeg nogle gange får helt ondt i hjertet. Skrækkeligt er hvad, det er! Det er måske blevet lidt nemmere, end da jeg kun havde været her et par dage, men der er dælme ikke meget bedring at spore på den front. Næ nej, jeg må tælle ned, må jeg…. 81 dage i skrivende stund. 81 dage til gensyn, ferie, Sri Lanka eventyr i 4 uger, hvor det bare handler om at opleve, nyde og dase. Er der ikke nogle kloge mennesker , der har sagt noget i retningen af ’distance makes the heart grow stronger’ ?!?! Èn ting står i hvert fald ikke til diskussion; jeg tager aldrig af sted igen alene!!Nå, men altså lige om lidt er det weekend, og den skyder jeg i gang med en omgang yoga. Nu har jeg jo lige prist Auntie Ouida…. Og jeg føler næsten også at det her grænser til utroskab, men jeg har fundet en ny yoga dame….. Bare at skrive det, giver mig dårlig samvittighed!!! –men altså, lige så meget som jeg beundrer Aunite og det livsstykke hun er, så må jeg konstatere, at Sam’s timer bare lander i en helt anden kategori. Jeg tror, jeg har vedtaget, at jeg må prøve at balancere lidt i mellem dem, så jeg ikke svigter Auntie helt.
I morgen er det lørdag, og jeg skal til Michelles brors fødselsdag, men først efter lidt pool-tid med Annelies, der stadig er her lidt endnu. Søndag, ja…udover Skype-tid kan jeg næppe komme udenom at slå et smut forbi Barefoot. Alt i alt er der faktisk meget der er anderledes i Colombo i den her omgang. F.eks. er Line i fuld gang med at sikre ro og orden i nord-afrika, så Barefoot er uden hende i de her dage (OG HUN MANGLER!!!). Men Sebastian er her stadig, og det er jo dejligt J
Pønser lidt på at stikke af næste weekend måske til Kandy, og til det meditationscenter, der aldrig skete for nogle uger siden, måske sydpå og undersøge om strandende stadig er dér… Tough, men nogen skal jo gøre det.
