Lykken er...

At få overleveret et stk mangesidet dokument, hvorfra det fremgår, at der er et stk pakkepost til afhentnig på 'Foreign parcel post office'. YEAY - Lad mig komme afsted, tænkte damen, men mødte her udfording nummer 1; ud af de i alt 10 siders dokument, fremgik selve adressen for afhentning ikke rigtigt nogle steder... Jo sikkert så - hvis ens færdigheder også strakte sig til at læse singalesisk eller tamil - men udover, at det er enormt smukke skrifttegn, så får jeg ikke rigtigt mere ud af dem end som så. Udfodringen viste sig imidlertidigt som overvindelig; da mit noget kun skræntende helbred ikke lige frem ville få noget godt ud af Tuc tur af uvis længde, var Michelle så sød at låne en af deres biler og chauffør ud. Så afsted det gik tværs over byen... Forventningens glæde ville ingen ende ta'. Turen til første sal af 'posthuset' blev tilbagelagt med rekordfart, og jeg blev mødt af synet af... ja, som billederne viser en lang skranke og ikke forfærdeligt mange mennesker - men lad jer ikke narre; folk var der nok af, de sad bare på den anden side af skranken!
Tænkte lidt for mig selv; 'okay, det er til at oversku det her, snart er min pakke og jeg tilbage i min seng'.  Det var så omtrent her udfordring nummer 2 opstod, for nu kan man jo ikke bare sådan liiiiiiige få en lille pakke med sig hjem...sådan uden videre. Satellitskranken i midten af rummet var første delmål; her blev jeg bedt om at skrive midt navn, adr, pasnummer etc på 4 ud af de 10 sider, sammen med samme info fra afsender. Da det var gjort, afleverede jeg dem tilbage til skrankebossen, der bad mig om at sætte mig ned og vente, det gjorde jeg så - på stolen lige til højre for hans skranke. Få øjeblikke passerede før jeg fik at vide, at jeg sad på den forkerte stol, og blev vist 4 stole længere til højre. Fordi det er jo HELT logisk, at det netop var DÉN stol man venter på efter delmål ÉT.
Nå, så langt så godt, tænkte jeg så, og sendte ham et høfligt smil, som tak for, at han kunne vise den syge, hvide dame, hvor man sidder rigtigt på foreign parcel office!
Efter 10 minutter var der gevinst! Nummer 33 blev kaldt - og det var mig, havde jeg fået besked på, og det var jeg glad for, for der var nemlig ikke andre til afhentning end jeg selv, så jeg kunne godt ha' komme noget så eftertrykkeligt i tvivl om det nu også VAR mig, de kaldte på eller hvad!
Jeg ragte armene frem og ind under den lille åbning under glasset... kunne næsten røre den....NÆSTEN.
Alt godt kommer jo til den der venter; tid til udfordring nummer 3 (min personlige favorit). Jeg blev bedt om at rykke et par meter til venstre, og fandt nu mig selv i en 'ny' afdeling af skarnken, med 3 meget vigtige nye skrankemænd. Mand nr. 1 stod med min pakke i den ene hånd og en kniv i den anden - foran ham stod et sterilt, stålbord. Foran det endnu et bord med mand 2 og 3 siddende på hver sin side. Mand 1 ligger pakke på stålbord og hakker kniven ned i pakke - åbner pakke og fremtryller; 1 pose poletter, 1 pose salte fisk, 1 pose økologiske havregryn, 2 kærestebreve, 2 blade og en pose bland-selv-slik. Den måbende dame på den anden side af skranken, ved ikke rigtigt hvad der har ramt hende, men hun smiler meget ved synet at hendes kærestes omtanke og indsats!
Mand nummer 1 ÅBNER bland-selv posen og kigger ned i lakridshimlen. Mand nummer 2 og 3 har også rygende travlt: mand nummer 2 skriver indholdet ned og mand nummer 3 holder et godt øje med, at alt nu også sker HELT efter reglementet. Da kassen er tom, er det tid til spiontjekket!!! Mand nummer 1 ryster den åbentlyst TOMME kasse, for at være helt sikker på, at der ikke skulle ligge kemiske våben eller andet ureglementeret  gemt i det store tomme rum. Igen stikker den forventningsfulde dame armene ind, men ak, atter engang er det  tid til en udfordring. Nu skal der rykkes én afdeling ned af skranken igen - denne gang til 'clearance'. Her skal der igen skrives navn etc. Her ville han også gerne ha' fonøjelsen af mit pas igen, men som jeg først i processen måtte redegøre for, så er mit pas pt. hos myndighederne for at få et 'resident VISA', og jeg kunne kun fremtrylle vaccinekort (hvor pasnummer dog står højt og larmende på) samt kørekort anno 1998. Så skete der ellers noget - synes jo ellers lige at alting var gået så GLAT - men nu var der utilfredshed at spore!!! Jeg kunne så småt se pakke + indhold forsvinde langsomt, for før jeg vidste af det stod der 9 mand....JA 9 MÆND!!!.... omkring Hr. Clearance, der tilsyneladende betvivlede min identitet eller regelbrud i en sådan grad, at han jo nærmest ikke vidste, hvad han skulle stille op med sådan én som mig! Brok på Singalesisk i små 5 minutter....ingen øjenkontakt.... Suspense was killing me!! Men så skete det fra bunden af skranken blev der råbt 33 - og det var jo mig !!!!! Pakken havde i midlertidigt fundet vej til endnu en mand, der havde slået en snøre omkring den. 150 rps på disken til den forurettigede clerance mand, en kvittering i hånden, og så var målet nået!

Sådan skal den pakke afhentes!!!!!!!