Time flies

Og pludseligt er der gået mere end to uger siden lakridsstrabadserne! Hvis ikke alverdens vejr var vendt på hovedet, skulle vi faktisk have monsoon for alle pengene i disse dage... Det regner da også, men ikke 'cats and dogs' og faktisk mest om natten, hvilket jo er meget belejligt, for så står man op til - omend ikke kølig morgenluft - så i hvert fald til morgenluft med duften af regn stadig hængende, og selvom jeg er midt i byen og traffiken hurtigt overdøver alting, så er der alligvel en helt anden duft om morgenen, når jeg sætter mig ind i Tuc'en. Det er en tur på knap 5 min, omkring klokken 8. Byen er ikke helt på det kaotiske kogepunkt den meget hurtigt når til, så det er faktisk en tur, man godt kan lære at sætte pris på.... Morgenduft af regn, nylavede roti's og røglse fra templet, der ligger lige nede af gaden fra hvor mit kontor ligger - på en god dag i hvert fald (det kunne også lyde på: busudstødning en masse og skrald endnu mer' en masse, men nu handler det jo om de gode ting, ik'!!)

For nok er det ik' monsoon for fuld udblæsning in real life, men de mørke skyer over mit hoved har nu været tydelige nok...Lidt tungt har det været..Hjemve og afsavn, frustrationer (støvlelands indspark heller ikke ligefrem en formildende faktor) og en deraf affødt kort lunte på job , tilsat en ordentlig omgang bekymring på vegnene af en meget kær veninde har lagt en dæmper på trope-lyksalighederne for en stund. Der skal jo også være plads til den slags, men som min søde svigermor skrev til mig den anden, så er det slut med Sri Lanka før jeg får set mig om, så det gælder bare om at nyde det, mens det varer! Der har bestemt også været både tid og overskud til gode ting. Forrige fredag var jeg til alletiders kocert på Barefoot for eksempel - og hvilken koncert!!! Herren med hatten er Mr. Boney Fields, der var her med sin kone på saxofon. Jeg har aldrig oplevet SÅ mange mennesker og så festlig en stemning på BF før. Grunden til koncerten var, at herren i den orange skjorte, Mr. Glen Terry, fyldte 50. Som toppen af kransekagen sang Jerome sit hjerte ud. De spillede over 4 omgange og for hver gang gav de par hundrede mennesker, der var fremmødt mere og mere slip under tropehimmelen. Meget meget god aften. Hele herligheden sluttede 0.30. Lidt tidligt kunne man mene, men det var der selvsagt en 'god' grund til det. Egenligt var der curfew allerede kl 23.00, men den holdt heldigvis ikke helt stik! Den gode grund til den tidligere curfew, var lokalvalget dagen efter. Det var en lørdag, og politikerne ønskede en ordentlig stemmeprocent..... Hvordan gør man det? Selvfølgelig ved at forbyde offentlig festivitas og ballade efter kl.23, så folk kan vågne friske, udhvilede og uden tømmermænd!!!!

Godt jeg ikke skulle stemme, for jeg kunne i hvertfald ikke gå fri for det sidste. Mine blev dog (relativt) hurtigt kureret med et besøg til Galle Face Hotel og deres meget dejlige saltvandspool i selskab med den meget søde Karin, der desværre drager mod Berlin allerede om to uger. ÆV! Men heldigvis er der jo ikke langt til Berlin fra Kbh, så mon ikke det kan blive til et gensyn på den anden side.

Endnu en uge passerede med arbejde, minus en fridag pga. Poya. Altid deligt med en fuldmåne på de her kanter :) I søndags tilbragte jeg en (lang) eftermiddag i selskab med søde mennesker på....ja....surprise surprise...Barefoot. En skøn familiefrokost med Dominic, Nazreen og nogle meget elskværdige familiemedlemmer fra australien, Habiba fra Egypten og hendes mand, der var på kort genvisit fra Indonesien, Stephen som i 20 år on-and-off har taget billeder i Sri Lanka - også af de ting, der ellers ikke rigtigt ser offentlighedens lys: jeg har været så heldig at får en af hans 'war stories' med mig hjem til Kbh. Ikke behaglig læsning. Sådan en søndag, kan man nyde længe: inspirerende og hjertevarmt selskab.

I dag er det fredag igen....Og der er GODE ting på programmet! Jeg er faktisk en helt igennem heldig kartoffel! Hvordan man blir' så heldig, er mig et under, men om ganske få timer sætter jeg sammen med Sebastian kursen mod lufthavnen, og derefter MALDIVERNE! Jeg har jo ikke haft fornøjelsen andet end min mellemlanding på min jomfrurejse -det syn står stadig krystalklart for mig, så det er ikke mærkeligt jeg glæder mig. Sebastian skal tage billeder af et resort for en ven, og da hans tur gælder for 2 personer, og Line stadig 'nyder livet' midt i orkanens øje i Tripoli, ja... så var han så utruligt generøs at spørge mig.  Øhhhh, ja tak!

Jeg har fået fri på mandag, så jeg kan ovenikøbet se frem til en lang weekend - og jeg glæder mig! Vejrudsigten ser godt nok ud til ikke helt at være med os, men tror faktisk, der skal mere til at slå skår i glæden for mig. Glæder mig til at stikke af fra Colombo for en stund, for det trænger jeg virkeligt til. Og jeg glæder mig til at snorkle, og jeg glæder mig til at være på en ø, der er så lille man kan svømme rundt om den, og jeg glæder mig til strand, og til fisk, og til palmer, og til bog, og til et lille eventyr på, for mig, ubetrådt land.

Lykken er...

At få overleveret et stk mangesidet dokument, hvorfra det fremgår, at der er et stk pakkepost til afhentnig på 'Foreign parcel post office'. YEAY - Lad mig komme afsted, tænkte damen, men mødte her udfording nummer 1; ud af de i alt 10 siders dokument, fremgik selve adressen for afhentning ikke rigtigt nogle steder... Jo sikkert så - hvis ens færdigheder også strakte sig til at læse singalesisk eller tamil - men udover, at det er enormt smukke skrifttegn, så får jeg ikke rigtigt mere ud af dem end som så. Udfodringen viste sig imidlertidigt som overvindelig; da mit noget kun skræntende helbred ikke lige frem ville få noget godt ud af Tuc tur af uvis længde, var Michelle så sød at låne en af deres biler og chauffør ud. Så afsted det gik tværs over byen... Forventningens glæde ville ingen ende ta'. Turen til første sal af 'posthuset' blev tilbagelagt med rekordfart, og jeg blev mødt af synet af... ja, som billederne viser en lang skranke og ikke forfærdeligt mange mennesker - men lad jer ikke narre; folk var der nok af, de sad bare på den anden side af skranken!
Tænkte lidt for mig selv; 'okay, det er til at oversku det her, snart er min pakke og jeg tilbage i min seng'.  Det var så omtrent her udfordring nummer 2 opstod, for nu kan man jo ikke bare sådan liiiiiiige få en lille pakke med sig hjem...sådan uden videre. Satellitskranken i midten af rummet var første delmål; her blev jeg bedt om at skrive midt navn, adr, pasnummer etc på 4 ud af de 10 sider, sammen med samme info fra afsender. Da det var gjort, afleverede jeg dem tilbage til skrankebossen, der bad mig om at sætte mig ned og vente, det gjorde jeg så - på stolen lige til højre for hans skranke. Få øjeblikke passerede før jeg fik at vide, at jeg sad på den forkerte stol, og blev vist 4 stole længere til højre. Fordi det er jo HELT logisk, at det netop var DÉN stol man venter på efter delmål ÉT.
Nå, så langt så godt, tænkte jeg så, og sendte ham et høfligt smil, som tak for, at han kunne vise den syge, hvide dame, hvor man sidder rigtigt på foreign parcel office!
Efter 10 minutter var der gevinst! Nummer 33 blev kaldt - og det var mig, havde jeg fået besked på, og det var jeg glad for, for der var nemlig ikke andre til afhentning end jeg selv, så jeg kunne godt ha' komme noget så eftertrykkeligt i tvivl om det nu også VAR mig, de kaldte på eller hvad!
Jeg ragte armene frem og ind under den lille åbning under glasset... kunne næsten røre den....NÆSTEN.
Alt godt kommer jo til den der venter; tid til udfordring nummer 3 (min personlige favorit). Jeg blev bedt om at rykke et par meter til venstre, og fandt nu mig selv i en 'ny' afdeling af skarnken, med 3 meget vigtige nye skrankemænd. Mand nr. 1 stod med min pakke i den ene hånd og en kniv i den anden - foran ham stod et sterilt, stålbord. Foran det endnu et bord med mand 2 og 3 siddende på hver sin side. Mand 1 ligger pakke på stålbord og hakker kniven ned i pakke - åbner pakke og fremtryller; 1 pose poletter, 1 pose salte fisk, 1 pose økologiske havregryn, 2 kærestebreve, 2 blade og en pose bland-selv-slik. Den måbende dame på den anden side af skranken, ved ikke rigtigt hvad der har ramt hende, men hun smiler meget ved synet at hendes kærestes omtanke og indsats!
Mand nummer 1 ÅBNER bland-selv posen og kigger ned i lakridshimlen. Mand nummer 2 og 3 har også rygende travlt: mand nummer 2 skriver indholdet ned og mand nummer 3 holder et godt øje med, at alt nu også sker HELT efter reglementet. Da kassen er tom, er det tid til spiontjekket!!! Mand nummer 1 ryster den åbentlyst TOMME kasse, for at være helt sikker på, at der ikke skulle ligge kemiske våben eller andet ureglementeret  gemt i det store tomme rum. Igen stikker den forventningsfulde dame armene ind, men ak, atter engang er det  tid til en udfordring. Nu skal der rykkes én afdeling ned af skranken igen - denne gang til 'clearance'. Her skal der igen skrives navn etc. Her ville han også gerne ha' fonøjelsen af mit pas igen, men som jeg først i processen måtte redegøre for, så er mit pas pt. hos myndighederne for at få et 'resident VISA', og jeg kunne kun fremtrylle vaccinekort (hvor pasnummer dog står højt og larmende på) samt kørekort anno 1998. Så skete der ellers noget - synes jo ellers lige at alting var gået så GLAT - men nu var der utilfredshed at spore!!! Jeg kunne så småt se pakke + indhold forsvinde langsomt, for før jeg vidste af det stod der 9 mand....JA 9 MÆND!!!.... omkring Hr. Clearance, der tilsyneladende betvivlede min identitet eller regelbrud i en sådan grad, at han jo nærmest ikke vidste, hvad han skulle stille op med sådan én som mig! Brok på Singalesisk i små 5 minutter....ingen øjenkontakt.... Suspense was killing me!! Men så skete det fra bunden af skranken blev der råbt 33 - og det var jo mig !!!!! Pakken havde i midlertidigt fundet vej til endnu en mand, der havde slået en snøre omkring den. 150 rps på disken til den forurettigede clerance mand, en kvittering i hånden, og så var målet nået!

Sådan skal den pakke afhentes!!!!!!!

Aiyooooo

And that's what I've done since Wednesday. Feeling like only a flu on this lattitude, can make you feel.
Mad Men season 2 - check ! 'Borgen' - check ! 'Broen' - check ! Hoovering the net - check !
Time to think, time to send compassion to a loved one, who struggles with something much too devastating to elaborate on, but who is still admirably strong, beautiful and very much loved. Time to miss, time to Skype, time to miss yet another of Ms. Pinto's b-days, time to be thankful for all the mindful attention, time to call the doctor, time to conclude it is not Dengue, time to cook lentil soup, time to eat ice cream, time to eat Marmite & jelly sandwiches, time to drink much milk tea.
Too much time, really.
And now, I just want time to wind it self to the point, where it's time for me NOT to stay in this dang bed and get on with things.

Sort-hvid-søndag

Evigt solskin i et pletfrit sind

Solen skinner stadig i Colombo…. Ifølge de kloge, er der stadig lidt til at regnen sætter ind – here’s to hoping – for selvom mit sind ikke er pletfrit (er det i virkeligheden noget man ønsker sig), så kunne jeg godt håbe på, at monsoon’en valgte en light udgave i år, og at vi hældte mere mod ’det evige solskin’. Helt evigt bliver det heller aldrig på de her kanter; det regner typisk om natten eller tidligt om morgenen, men så regner det til gengæld også så det mærkes!!! Det er efterhånden længe siden, jeg har givet livstegn fra mig – men jeg lever altså, står op og går på arbejde (som man jo gør, når man er et rigtigt vokset menneske, der ikke længere varmer sig under CBS’ trygge vinger!)

De første par uger på job er efterhånden for længst passeret, og hverdagen har meldt sin ankomst. Sammen med den ankomst, har andre også sluttet sig til; jeg har bl.a. fået en ’rigtig’ kollega, forstået på den måde, at indtil for en uge siden, var jeg faktisk den eneste, der arbejdede fuld tid på SLDF 2011. Det er jeg ikke mere. På sin vis meget frigørende ikke at sidde i midten af det hele selv, men også en meget stor udfordring (med tryk på stor). Jeg er kommet til at arbejde sammen med en herre fra landet formet som en støvle. Sagt på en meget diplomatisk måde, har jeg, uden jeg var klar over det, indskrevet mig selv til ’italiensk for begyndere’. Jeg har jo egentligt altid godt kunne li’ sprog og fremmede kulturer, men jeg må tilstå, at lige netop dette crash-course viser sig at være lidt……… af en.......ehmmm... udfordring.  Ego’er kommer jo i mange størrelser, uanset hvor vi er henne i verden – personligt er jeg meget glad for, at jeg pt. sidder på et stort kontor, hvor vi kun er to – for vi har brug for plads, meget plads!
Det er jo faktisk ret pudsigt, for selvom det med det pletfri sind ikke rigtigt holder stik i realiteten, så er der alligevel ting som mit sind helt og aldeles har visket ud, glemt, fortrængt eller hvad der nu er sket. I hvert fald tager jeg det sure med det søde i de her dage. Jeg er glad for at være en del af SLDF, for det er et spændende og vedkommende projekt, som jeg sætter en ære i at tage del i. Når det er sagt, er der ting forbundet med arbejdsgange, kommandolinier, struktur (eller mangel på samme), vidensdeling, ejerskab, uddelegering, som til stadighed koster mig alt for meget på frustrationskontoen. Det er en hård nød at knække….

Måske jeg ender med at tale flydende italiensk, når vi når til slutningen af november – who knows. Indtil da, må jeg bare sætte alle de interkulturelle kompetencer jeg har i spil: italiensk for begyndere i en Singalesisk kontekst kræver altså sin kvinde.

For at det ikke skal være løgn, har jeg lige piftet det hele op med et mindre nord amerikansk indspark: for 14 dage siden rykkede Michelle ud af lejligheden for en kort bemærkning, jeg flyttede mig selv og alt mit habengut ind i hendes gemakker, og ind som husgæst, kom Vance. En finurlig (for at sige det på en pæn måde!) midaldrende Canadier, der netop er indtrådt som teknisk CEO i Suren’s (Michelle’s lillebror) IT firma. Uden at lyde alt for fordomsfuld, så tror jeg, jeg i de sidste to uger har delt lejlighed med en 50 MEGA it-nørd. Jeg kan ikke ligefrem påstå, at jeg begræder at han i går fik sit hus overdraget. Hmmmm…. I min verden er der kun én mand jeg deler lejlighed med. En jeg savner, så jeg nogle gange får helt ondt i hjertet. Skrækkeligt er hvad, det er! Det er måske blevet lidt nemmere, end da jeg kun havde været her et par dage, men der er dælme ikke meget bedring at spore på den front. Næ nej, jeg må tælle ned, må jeg…. 81 dage i skrivende stund. 81 dage til gensyn, ferie, Sri Lanka eventyr i 4 uger, hvor det bare handler om at opleve, nyde og dase. Er der ikke nogle kloge mennesker , der har sagt noget i retningen af ’distance makes the heart grow stronger’ ?!?! Èn ting står i hvert fald ikke til diskussion; jeg tager aldrig af sted igen alene!!

Nå, men altså lige om lidt er det weekend, og den skyder jeg i gang med en omgang yoga. Nu har jeg jo lige prist Auntie Ouida…. Og jeg føler næsten også at det her grænser til utroskab, men jeg har fundet en ny yoga dame….. Bare at skrive det, giver mig dårlig samvittighed!!! –men altså, lige så meget som jeg beundrer Aunite og det livsstykke hun er, så må jeg konstatere, at Sam’s timer bare lander i en helt anden kategori. Jeg tror, jeg har vedtaget, at jeg må prøve at balancere lidt i mellem dem, så jeg ikke svigter Auntie helt.
I morgen er det lørdag, og jeg skal til Michelles brors fødselsdag, men først efter lidt pool-tid med Annelies, der stadig er her lidt endnu. Søndag, ja…udover Skype-tid kan jeg næppe komme udenom at slå et smut forbi Barefoot. Alt i alt er der faktisk meget der er anderledes i Colombo i den her omgang. F.eks. er Line i fuld gang med at sikre ro og orden i nord-afrika, så Barefoot er uden hende i de her dage (OG HUN MANGLER!!!). Men Sebastian er her stadig, og det er jo dejligt J

Pønser lidt på at stikke af næste weekend måske til Kandy, og til det meditationscenter, der aldrig skete for nogle uger siden, måske sydpå og undersøge om strandende stadig er dér… Tough, men nogen skal jo gøre det.

Auntie Ouida

Out of this exotic context, many things are strickingly familiar to me, it seems. The girls at my supermarket are the same. I still get annoyed by people just standing there, looking at the checkout girl, waiting until she has run through all of their goods, and instead of putting their stuff into bags (which lay right infront of them), they wait for her to do that as well - regardless of their quatities! I don't get it!
I don't get either, why the busses around the city seemingly are all driven by raving maniacs; driving like there are no other vehicles on the road (and believe that is VERY far from reality), honking their louder than life horns, causing close to a permenant hearing damage to anyone unfortunate enough to sit in a three-wheeler next to it!I mean come on - when everything - pretty much - else can be handled with a 'what to do', why can't the darn busses to lay off a bit.
For some reason this time around they just REALLY get to me!
In the mornings, Siri, my ever fateful tuc driver picks me up, and we head out into the morning traffic aorund 7.50. He's, obviously, familiar to me as well. Such a nice man. Always, sits in his tuc (which now is a brand new black of its kind, and quite snazzy too) impeccably dressed, in his crisp, newly ironed shirts, and long dark pants - what can I say; apparel makes the man, regardless of the collar of the trade.

In the evenings, I have another and even more distinct pleasure.... Some might remember the mentioning of a very special Yoga lady from my first stay in Sri Lanka. Well, Ouida, or Auntie, which is a respectful way of addressing people, who senior to you, is still going strong.
She is now 82, and still hosts at least 3 yoga classes of one and a half hours per class. She does it with such ease and elegance, despite her complaining of her arthritic knees.... Well, I wouldn't even go to that extreme, because she doesn't really complain. She merely states; 'me knees won't allow me to do this or that pose'. She still does the splits totally effortless.
She is very slender, has short curly silver hair, was a classical danser in her younger years, which is seen distinctly in her way of movement and execution of the different asanas, and despite her 'mere' 82 years of age, she has these girlish features and sweetness that is just endearing. I'm totally smitten by her-if I can be a live wire like her, when I'm 82, all I can say is; 'bring on the Third Age'.

(The pics are for some reason not being very co-operative and insist on laying down!! They of the lovely Bawa buliding, where we do the classes on the the very top floor)

You have a plan...

Until it changes. 5.30 am my alarm went off. The reason for this early start, was that I was going to Kandy by train together with Linda (whom I'm working for at AOD). We were eloping from Colombo for the weekend to go to Kandy - or more specifically Nilambe, which is a meditation center just out side of Kandy. Getting up at the crack of dawn, not really an issue, standing in line at the train station waiting patiently to get to buy our ticket, not an issue either. What turned out to put at damper on things though, was train tickets getting sould out just, when we could acutally see the box-office window! So, what to do....Change plans. So here I am, getting a head start on a Saturday,and with a whole weekend ahead of me.
On a seperate note, I came across these lovely pics. Some of them are from Colombo and some from the South. Sadly, I can't take the credit for them myself (- I can provide a link though http://www.behance.net/gallery/Sri-Lanka-2008/210521)