Sibirian cold in Cph

It's almost been a month.... 28 days to be accurate. Leaving Lanka was hard - still is. But good things do happen in Cph too - despite the cold. Admittedly, the dresscode here is at the other end of the spectre than that of Lanka, and that part I do not fancy at all. Counting the days to Spring - meanwhile trying to 'enjoy' the below zero climate in the best of ways.

Lanka alphabet

Saturday morning with a  6 am start.... Maybe it is a sign of aging, or more realisticly: putting it down to the count down has reach its final week, and because of that, sleeping calmly is a rather challenging task to me. It feels a bit like when birthdays and Christmas really turned your whole world upside down (a feeling I personally miss). Christmas falls a bit early for me this year: in 8 days to be precise. On that note, I will excuse my self in advance. Eventhough, I haven't been as active here, as I ideally would have liked to, I feel quite certain that once we hit next Sunday, it'll be even more scarce with Lanka tales. I shall return with a vengence though.
Meanwhile, I did wake up at the crack of dawn this morning (well, almost)... The outcome of my early weekend rise so far: a batch of tasty, boiled chickpeas, a bit of morning exercise, mandatory morning milk tea and papaya and for some odd reason: my personal Lanka alphabet!



Aiyo!!!!!


Barefoot (could ’B’ be anything else?)

Curries & chili-pinapple.

Dang bakery tuc that consequently wakes me up every morning with a metallic sounding version of ’Fur Elise’... But who am I kidding, it would feel like something was missing, if it didn’t come one morning.

Earsplitting buses !!!

Favorite flower Frangipani.

Galle Face Hotel (and it’s pool!)

How will I ever survive with out my daily Thambili!

Ideally, I could transfer the Ceylon climate to Copenhagen latitudes.

Jackfruit - Polos, Waraka, just tasty no matter when you eat it!

[K]annot think of anything with K....

Lotus and lavish shades of green (at least when you pass the city limits)

Milagiryia Avenue - feels like home away from home

Not forgetting Milo and the daily passing of the ’Malo man’

Odel and other places where money so easily dissapears

Papaya, paper thin Dosai & Poya.

Questioning my return to Lanka seems quite superfluous.

Random acts of kindness and compassion.

Sri Lanka Design Festival 2011.

Tangy tamarind martinis.

Ulrik in Lanka in 8 days.

Vexatious red tape on so many levels (well, I can’t all be rose-colored).

Warmth, watermelon and ’where you from Madam?’ are all essentials.

Xtra special people, who make CMB to what it really is.

'Yolanda', the dress that got away.

Zingy lime soda, although too much whitewine emphasizes the Zzzzz sounds too.



Now, I guess, I find myself forced to embrace the the sun, while I can... Pool, book and a sun bed with an Indian Ocean view - not really a very Christmassy Saturday, but certainly a Saturday I can live with.

Long distance love

Det er loerdag, tre dage til festivalen starter…Alt aander fred og idyl. Jeg har ikke tjekket min email, selvom min samvittighed fortaeller mig, at jeg burde goere det. Samtidig fortaeller jeg mig selv, at jeg igennem de sidste par maander til tider har….well…ikke er blevet overbebyrdet, og at den flaskehals som festival-teamet jo nok maa siges at befinde sig I pt. kunne vaere afhjulpet I ret stort omfang, hvis bare en eller anden havdet slaaet ordet ‘delegering’ og ‘arbejdsdeling’ op I ordbogen. Faktum er at alt er som det plejer, hvilket jo ogsaa har sin charme og samme omfang tryghed. Men det er altsaa paa onsdag det gaar loes, og om en uge ved denne tide er det naesten overstaet igen – soendag naermere betegnet. Tiden er gaaet, som den har tendens til I retrospekt, meget hurtigt.

Jeg har forsoemt skriveriet her – ikke med min gode vilje, men fordi min ellers saa trofaste baerbare valgte at braende helt sammen for nogle uger siden. Thusitha som arbejder for infotechs og holder til lige under lejligheden – altsaa naar han er paa jobik’ – proevde ellers ihaerdigt med foerstehjaelp, som da ogsaa hjalp for en kort bemaerkning, men slutteligt slet ikke! Nu sidder jeg med en meget lille sag paa skoedet…. (Asus, Daniel!!!) Som indtil videre fungerer upaaklageligt (omend den ikke har AE, OE og AA). Saa nu er jeg altsaa tilbage online, og haaber at kunne berette lidt fra troperne igen.



Jeg sidder paa min lille terasse paa foerste sal, omgivet af alle Nirmala’s (Michelle’s meget soede maid) groenne planter. Nirmala og jeg deler passionen groenne prydgenstande – isaer dem med blomster og dem har vi nogle stykker af. Men her sidder jeg,med de sidste varme eftermiddagssolstraaler I ansigtet, en dejlig duft af roegelse og en svag lyd af genboens hindu-hits paa anlaegget. Svaert ikke at holde af. Loerdage er dejlige uanset hvor man er, men I min vernden blir de bestemt ikke daarligere af at tilbringe dem med udsigt udover det indiske ocean til ene side og synet af kolonitidshotellet ‘Galle Face’ og dets skoenne saltvandspool. Jeg havde for vane at skifte lidt imellem Colombo’s udbud af pools, men denne her gang har jeg fundet mig et stamsted. Jeg har saagar faaet saa godt som en stam solseng: foerste parket til havet og ingen naboer til den ene side. Jo jo, det fungerer skam. Idag havde jeg kager med til de to pool-mestre… Et par hyggelige midaldrende herrer, der altid er meget soede ved mig. Kagerne faldt selvsagt I smag: INGEN singaleser med respect for sig selv, holder ikke af kager fra ‘Green Cabin’!


Der er jo sket lidt af hvert siden sidst… Bla. Den foeromtalte smuttur til Maldiverne. Det var en dejlig oplevelse, jeg er ekstremt glad for at have faaet med. Tror det der gjorde aller stoerst indtryk paa mig var den verden jeg moedte under havets overflade. Jeg har snorklet foer, men jeg har ALDRIG oplevet noget lignende! Det var fuldstaendigt fantastisk: koralhaver, rev, hajer, og fisk I ALLE regnbuensfarver, stoerrelser og former. Helt vildt fantastisk var det. Og bountyland for alle pengene, obviously.


Livet I Colombo har gaaet sin vante gang med alt hvad det indebaerer. Job har vaeret helt okay. Mine opstartsproblemer med Berlusconi har taget en anden form, og vi hygger os saagar lidt I ny og nae. Meget kan man sige om ham, men jeg har virkeligt respect for hans indsats. Arbejdsforholdene er jo ikke kun en proevelse for mig, men han klarer det rimeligt 'calm og collected' til trods for, at jeg ved han har lyst til at banke hovedet ind I vaeggen fra tid til anden. Det blir fedt, naar det rent faktisk skal eksekveres! Jeg glaeder mig faktisk ogsaa til snart at moede alle de mennesker jeg efterhaanden har korresponderet med I de sidste par mdr. Der er nogle kendte ansigter, men primaert nye. Programmet minder meget om de sidste to aar’s, men med forbedringer his tog pist. Jeg haaber at kunne deltage I et par af de lidt tunge dag-events, med masser af diskussionner etc, men tror tiden maa vise, hvad jeg kan og ikke kan. Jeg ved jo, at det blir noget med at droene rundt og slukke – forhabentligt kun smaa – braende.
(for de nysgerrige: http://www.srilankadesignfestival.com/ ) 

Udover job har Barefoot ogsaa haft besoeg af mig. Det er og blir bare der, jeg hygger mig. Ikke kun jeg, for det er bare saadan et sted, hvor folk hard et dejligt – og vender tilbage til. Det betyder jo ogsaa at der far tid til anden dukker ansigter op fra sidste aar, eller aaret foer… Lidt en sjov foelelse faktisk… 3. aar I Sri Lanka. Jeg sad og talte med et par I sidste uge….nae, ugen foer var det vist…. der var paa kort visit fra hhv. Singapore og London (talk about long distance, og saa har de gjort det I 4 aar! Yieks!). Riza sagde til mig, at det var som om at mit forhold til SL havde aendret sig…. Den kom jeg til at tygge lidt paa. Han havde ret. Det har det: ‘The honeymoon is over’ blev vi enige om. Jeg elsker det ikke mindre, men de sure sokker og de daarlige vaner er noget kun mere synlige for mig end de har vaeret. Samtidigt betyder 'the familiarity' jo ogsaa, at andre ting og mennesker kommer lidt mere under huden paa mig end tidligere. Der er meget at holde af i SL ingen tvivl om det. Men snart venter DK, og SL og jeg skal igen have et long distance forhold. Jeg tvivler paa at vores kaerlighed blir mindre, hvis jeg skal vaere helt aerlig. Men jeg toer ikke rigtigt gaette paa hvordan, hvornaar eller om, vi skal genoptage vores affaere…

Men hvor er jeg bare klar til at det er Sri Lanka, der skal have predikatet ‘long distance’ og ikke laengere jeg og ham som til stadighed savner helt uhoert. Vi har taget vores ‘long distance’ toern. I den grad. Det har holdt haardt: dage hvor jeg simpelthen ikke kunne fatte, at der var SAA laenge til gensyn, og hvor alt bare var pakket ind I OEV af bare afsavn og laengsel! Men ‘the reunion’ er taettere paa end nogen sinde! Faktisk kan vi nu taelle ned fra 1 mdr! Om en mdr ved den her tid, sidder Hr. Arent Hvam paa fliveren mod Colombo, mig, og en mdrs trope-kaerligheds-juleferie. Are we excited? Just at tad!!!










PS: Vi skal nok komme hjem.

PPS: Jer har siddet her saa laenge at himmlen nu er helt selvlysende orange af solnedgang. Det maa vaere tid til at skynde mig at trykke paa send, og droene de 100 meter jeg har ned til havet og se den up-close!

Time flies

Og pludseligt er der gået mere end to uger siden lakridsstrabadserne! Hvis ikke alverdens vejr var vendt på hovedet, skulle vi faktisk have monsoon for alle pengene i disse dage... Det regner da også, men ikke 'cats and dogs' og faktisk mest om natten, hvilket jo er meget belejligt, for så står man op til - omend ikke kølig morgenluft - så i hvert fald til morgenluft med duften af regn stadig hængende, og selvom jeg er midt i byen og traffiken hurtigt overdøver alting, så er der alligvel en helt anden duft om morgenen, når jeg sætter mig ind i Tuc'en. Det er en tur på knap 5 min, omkring klokken 8. Byen er ikke helt på det kaotiske kogepunkt den meget hurtigt når til, så det er faktisk en tur, man godt kan lære at sætte pris på.... Morgenduft af regn, nylavede roti's og røglse fra templet, der ligger lige nede af gaden fra hvor mit kontor ligger - på en god dag i hvert fald (det kunne også lyde på: busudstødning en masse og skrald endnu mer' en masse, men nu handler det jo om de gode ting, ik'!!)

For nok er det ik' monsoon for fuld udblæsning in real life, men de mørke skyer over mit hoved har nu været tydelige nok...Lidt tungt har det været..Hjemve og afsavn, frustrationer (støvlelands indspark heller ikke ligefrem en formildende faktor) og en deraf affødt kort lunte på job , tilsat en ordentlig omgang bekymring på vegnene af en meget kær veninde har lagt en dæmper på trope-lyksalighederne for en stund. Der skal jo også være plads til den slags, men som min søde svigermor skrev til mig den anden, så er det slut med Sri Lanka før jeg får set mig om, så det gælder bare om at nyde det, mens det varer! Der har bestemt også været både tid og overskud til gode ting. Forrige fredag var jeg til alletiders kocert på Barefoot for eksempel - og hvilken koncert!!! Herren med hatten er Mr. Boney Fields, der var her med sin kone på saxofon. Jeg har aldrig oplevet SÅ mange mennesker og så festlig en stemning på BF før. Grunden til koncerten var, at herren i den orange skjorte, Mr. Glen Terry, fyldte 50. Som toppen af kransekagen sang Jerome sit hjerte ud. De spillede over 4 omgange og for hver gang gav de par hundrede mennesker, der var fremmødt mere og mere slip under tropehimmelen. Meget meget god aften. Hele herligheden sluttede 0.30. Lidt tidligt kunne man mene, men det var der selvsagt en 'god' grund til det. Egenligt var der curfew allerede kl 23.00, men den holdt heldigvis ikke helt stik! Den gode grund til den tidligere curfew, var lokalvalget dagen efter. Det var en lørdag, og politikerne ønskede en ordentlig stemmeprocent..... Hvordan gør man det? Selvfølgelig ved at forbyde offentlig festivitas og ballade efter kl.23, så folk kan vågne friske, udhvilede og uden tømmermænd!!!!

Godt jeg ikke skulle stemme, for jeg kunne i hvertfald ikke gå fri for det sidste. Mine blev dog (relativt) hurtigt kureret med et besøg til Galle Face Hotel og deres meget dejlige saltvandspool i selskab med den meget søde Karin, der desværre drager mod Berlin allerede om to uger. ÆV! Men heldigvis er der jo ikke langt til Berlin fra Kbh, så mon ikke det kan blive til et gensyn på den anden side.

Endnu en uge passerede med arbejde, minus en fridag pga. Poya. Altid deligt med en fuldmåne på de her kanter :) I søndags tilbragte jeg en (lang) eftermiddag i selskab med søde mennesker på....ja....surprise surprise...Barefoot. En skøn familiefrokost med Dominic, Nazreen og nogle meget elskværdige familiemedlemmer fra australien, Habiba fra Egypten og hendes mand, der var på kort genvisit fra Indonesien, Stephen som i 20 år on-and-off har taget billeder i Sri Lanka - også af de ting, der ellers ikke rigtigt ser offentlighedens lys: jeg har været så heldig at får en af hans 'war stories' med mig hjem til Kbh. Ikke behaglig læsning. Sådan en søndag, kan man nyde længe: inspirerende og hjertevarmt selskab.

I dag er det fredag igen....Og der er GODE ting på programmet! Jeg er faktisk en helt igennem heldig kartoffel! Hvordan man blir' så heldig, er mig et under, men om ganske få timer sætter jeg sammen med Sebastian kursen mod lufthavnen, og derefter MALDIVERNE! Jeg har jo ikke haft fornøjelsen andet end min mellemlanding på min jomfrurejse -det syn står stadig krystalklart for mig, så det er ikke mærkeligt jeg glæder mig. Sebastian skal tage billeder af et resort for en ven, og da hans tur gælder for 2 personer, og Line stadig 'nyder livet' midt i orkanens øje i Tripoli, ja... så var han så utruligt generøs at spørge mig.  Øhhhh, ja tak!

Jeg har fået fri på mandag, så jeg kan ovenikøbet se frem til en lang weekend - og jeg glæder mig! Vejrudsigten ser godt nok ud til ikke helt at være med os, men tror faktisk, der skal mere til at slå skår i glæden for mig. Glæder mig til at stikke af fra Colombo for en stund, for det trænger jeg virkeligt til. Og jeg glæder mig til at snorkle, og jeg glæder mig til at være på en ø, der er så lille man kan svømme rundt om den, og jeg glæder mig til strand, og til fisk, og til palmer, og til bog, og til et lille eventyr på, for mig, ubetrådt land.

Lykken er...

At få overleveret et stk mangesidet dokument, hvorfra det fremgår, at der er et stk pakkepost til afhentnig på 'Foreign parcel post office'. YEAY - Lad mig komme afsted, tænkte damen, men mødte her udfording nummer 1; ud af de i alt 10 siders dokument, fremgik selve adressen for afhentning ikke rigtigt nogle steder... Jo sikkert så - hvis ens færdigheder også strakte sig til at læse singalesisk eller tamil - men udover, at det er enormt smukke skrifttegn, så får jeg ikke rigtigt mere ud af dem end som så. Udfodringen viste sig imidlertidigt som overvindelig; da mit noget kun skræntende helbred ikke lige frem ville få noget godt ud af Tuc tur af uvis længde, var Michelle så sød at låne en af deres biler og chauffør ud. Så afsted det gik tværs over byen... Forventningens glæde ville ingen ende ta'. Turen til første sal af 'posthuset' blev tilbagelagt med rekordfart, og jeg blev mødt af synet af... ja, som billederne viser en lang skranke og ikke forfærdeligt mange mennesker - men lad jer ikke narre; folk var der nok af, de sad bare på den anden side af skranken!
Tænkte lidt for mig selv; 'okay, det er til at oversku det her, snart er min pakke og jeg tilbage i min seng'.  Det var så omtrent her udfordring nummer 2 opstod, for nu kan man jo ikke bare sådan liiiiiiige få en lille pakke med sig hjem...sådan uden videre. Satellitskranken i midten af rummet var første delmål; her blev jeg bedt om at skrive midt navn, adr, pasnummer etc på 4 ud af de 10 sider, sammen med samme info fra afsender. Da det var gjort, afleverede jeg dem tilbage til skrankebossen, der bad mig om at sætte mig ned og vente, det gjorde jeg så - på stolen lige til højre for hans skranke. Få øjeblikke passerede før jeg fik at vide, at jeg sad på den forkerte stol, og blev vist 4 stole længere til højre. Fordi det er jo HELT logisk, at det netop var DÉN stol man venter på efter delmål ÉT.
Nå, så langt så godt, tænkte jeg så, og sendte ham et høfligt smil, som tak for, at han kunne vise den syge, hvide dame, hvor man sidder rigtigt på foreign parcel office!
Efter 10 minutter var der gevinst! Nummer 33 blev kaldt - og det var mig, havde jeg fået besked på, og det var jeg glad for, for der var nemlig ikke andre til afhentning end jeg selv, så jeg kunne godt ha' komme noget så eftertrykkeligt i tvivl om det nu også VAR mig, de kaldte på eller hvad!
Jeg ragte armene frem og ind under den lille åbning under glasset... kunne næsten røre den....NÆSTEN.
Alt godt kommer jo til den der venter; tid til udfordring nummer 3 (min personlige favorit). Jeg blev bedt om at rykke et par meter til venstre, og fandt nu mig selv i en 'ny' afdeling af skarnken, med 3 meget vigtige nye skrankemænd. Mand nr. 1 stod med min pakke i den ene hånd og en kniv i den anden - foran ham stod et sterilt, stålbord. Foran det endnu et bord med mand 2 og 3 siddende på hver sin side. Mand 1 ligger pakke på stålbord og hakker kniven ned i pakke - åbner pakke og fremtryller; 1 pose poletter, 1 pose salte fisk, 1 pose økologiske havregryn, 2 kærestebreve, 2 blade og en pose bland-selv-slik. Den måbende dame på den anden side af skranken, ved ikke rigtigt hvad der har ramt hende, men hun smiler meget ved synet at hendes kærestes omtanke og indsats!
Mand nummer 1 ÅBNER bland-selv posen og kigger ned i lakridshimlen. Mand nummer 2 og 3 har også rygende travlt: mand nummer 2 skriver indholdet ned og mand nummer 3 holder et godt øje med, at alt nu også sker HELT efter reglementet. Da kassen er tom, er det tid til spiontjekket!!! Mand nummer 1 ryster den åbentlyst TOMME kasse, for at være helt sikker på, at der ikke skulle ligge kemiske våben eller andet ureglementeret  gemt i det store tomme rum. Igen stikker den forventningsfulde dame armene ind, men ak, atter engang er det  tid til en udfordring. Nu skal der rykkes én afdeling ned af skranken igen - denne gang til 'clearance'. Her skal der igen skrives navn etc. Her ville han også gerne ha' fonøjelsen af mit pas igen, men som jeg først i processen måtte redegøre for, så er mit pas pt. hos myndighederne for at få et 'resident VISA', og jeg kunne kun fremtrylle vaccinekort (hvor pasnummer dog står højt og larmende på) samt kørekort anno 1998. Så skete der ellers noget - synes jo ellers lige at alting var gået så GLAT - men nu var der utilfredshed at spore!!! Jeg kunne så småt se pakke + indhold forsvinde langsomt, for før jeg vidste af det stod der 9 mand....JA 9 MÆND!!!.... omkring Hr. Clearance, der tilsyneladende betvivlede min identitet eller regelbrud i en sådan grad, at han jo nærmest ikke vidste, hvad han skulle stille op med sådan én som mig! Brok på Singalesisk i små 5 minutter....ingen øjenkontakt.... Suspense was killing me!! Men så skete det fra bunden af skranken blev der råbt 33 - og det var jo mig !!!!! Pakken havde i midlertidigt fundet vej til endnu en mand, der havde slået en snøre omkring den. 150 rps på disken til den forurettigede clerance mand, en kvittering i hånden, og så var målet nået!

Sådan skal den pakke afhentes!!!!!!!

Aiyooooo

And that's what I've done since Wednesday. Feeling like only a flu on this lattitude, can make you feel.
Mad Men season 2 - check ! 'Borgen' - check ! 'Broen' - check ! Hoovering the net - check !
Time to think, time to send compassion to a loved one, who struggles with something much too devastating to elaborate on, but who is still admirably strong, beautiful and very much loved. Time to miss, time to Skype, time to miss yet another of Ms. Pinto's b-days, time to be thankful for all the mindful attention, time to call the doctor, time to conclude it is not Dengue, time to cook lentil soup, time to eat ice cream, time to eat Marmite & jelly sandwiches, time to drink much milk tea.
Too much time, really.
And now, I just want time to wind it self to the point, where it's time for me NOT to stay in this dang bed and get on with things.

Sort-hvid-søndag